Tre teknikker til dig, der har brug for at overkomme skrivestop

Dette er et emne, som alle tekst-mennesker (også dig, der ikke arbejder med tekst normalt) kommer til at kæmpe med før eller siden. Jeg har samlet en smagsprøve på nogle af dem, som er blevet til mine egne yndlings-teknikker. Du kan bruge dem helt generelt, men de kan også løsne op for problemet nu, uanset hvilket projekt du står overfor, og hvor ofte du skriver.

Men først: Tilgiv dig selv. Du er ikke alene.

Mange før dig har mærket blodet banke i tindingerne, lammet ved synet af det blanke dokument, og har uden videre besluttet sig for at rengøre panelerne med vatrondeller, ringe til familiemedlemmer på den anden side af sundet, eller er blevet pludseligt antændt af andre mærkelige indskydelser, såsom kuvertdesign af tapetrester.

Det kaldes overspringshandlinger, og de kan vise sig i alle mulige afskygninger. Jeg har engang prøvet at bygge et bornholmsk røgeri ud af peberkagedej i et anfald af ulyst over at skulle arbejde med et interview, jeg ikke havde det godt med.

Jeg har også forsøgt at lære farsi, som en overspringshandling.

Den gode nyhed er, at man langt hen ad vejen kan lære at styre disse irationelle flugtforsøg. Så i stedet for at gøre dig uproduktiv og hjælpeløs, kan du, hvis du bliver bevidst om dem, bruge dem til din fordel.

Dit skrivestop et kan have mange årsager. Perfektionisme, ulyst, dårlig eller manglende ledelse, manglende struktur i dit skrivearbejde, en frygt for ikke at være god nok. Det kan også skyldes, at du føler dig usikker i formidlingsrollen eller befinder dig i en ukendt genre.

Uanset hvad der stopper dig, så prøv en af disse metoder:

1. Gå i gang

Passivitet er simpelthen ofte selve årsagen til ens skriveproblemer. Så bliver problemerne med teksten langt større fordi de bliver for længe i dine overvejelser og grublerier. Dette bør du især være opmærksom på, hvis du er et udbredt proces-menneske.

Lad være med at tænk mere over det. Nu har du sat dig ned. Begynd at skriv, så snart du har læst dette indlæg.

Og det skal være inden du har talt til 5.

 

Sæt et skilt på døren 

Se dig omkring. Hvor sidder du? Kan du egentlig koncentrere dig?
Luk din internetbrowser. Lad være med at checke mails eller andre indkomne beskeder i den tid, du sidder her og skriver. Sæt et skilt på døren. Check at du har fået noget at spise. (Ja, alt sammen lyder fuldstændigt selvfølgeligt, men dét er det langt fra.)

Bliver du hæmmet eller nervøs ved tanken om, at du er slettet fra overfladen, hvis der nu skulle ske noget yderst uopsætteligt i den virkelige verden midt i dit skrive-moment, så slå i det mindste notifikationerne fra på alle apps.

 

2. Prøv nonstop 

Sæt uret til ti minutter og gå i gang med uhæmmet nonstopskrivning, også kaldet hurtigskrivning eller powerwriting. Gerne om dit emne. Dette er en metode, der aktiverer den viden, du ikke troede du havde, og det er en metode til at skrive frit og skrive meget.

 

Sådan gør du: Giv dig selv en tidsramme, og skriv – alt hvad der falder dig ind om dit emne. Hvis du går i stå, så skriv  ”nu går jeg i stå…” og bliv ved med at skrive, uanset hvor meget modstand du måtte opleve.

I denne proces må du ikke redigere. Gå ikke tilbage, bare skriv. Tæm din indre kontrolfreak, hvis du altså har sådan én. Kan du ikke lade være med at rette eller skrive noget om, så hæng et stykke papir op på skærmen. Det kan også være godt at skrive i hånden.

Skriv hellere for langt end for kort. Du skal have noget at redigere ud fra. Det er lidt det samme som mind-map, men her tvinges du til at skrive i sætninger. Helt uden selvkritik.

Notér, at denne tekst ikke er én, du viser til andre. Feed-back kommer først langt senere i din skriveproces. Men mere om det i et helt andet blogindlæg.

Herefter: Kig på din tekst
Nu kigger du på din tekst. Er der noget i den, som du kan bruge? Bare et par linjer? Det som du synes virker spændende highlighter du og kopierer ind i et nyt dokument. Måske dette kan være din indgang til kapitler, afsnit eller ligefrem blive til en hel vinkel? Hvis det blot er et par linjer, der kan bruges, er det en succes.

Nu er du tændt. Og hvis ikke:

 

3. Gå ind i en anden persona
Giv dig selv en øvelse, som kan være virkelig sjov fra starten. Påtag dig en rolle, hvor du skriver fra en anden persons synsvinkel. Du kan godt skrive uden hæmninger, ligesom ved nonstop.

Stil dig selv spørgsmålet: Hvordan ville en anden person angribe denne tekst? Hvordan ville en økologisk landbrugsmand skrive den? Din mor? En finansmand på Wall Street? Et barn?

Denne metode kan hjælpe dig med at løsne dig op og give plads til helt anderledes associationer i startfasen. På den anden side kan det også ende med at gøre dig skarpere på din målgruppe. Hvis det er en årsrapport, du skal skrive, så find nogle mere relevante figurer.

 

Læs om skriveprocesser:

Hvis du vil vide mere om hvordan du kan optimere din skriveproces, kan du checke Bo Skjoldborg ud, som er manuskriptforfatter og underviser på Den Danske Filmskoles Efteruddannelse. Han har skrevet en bog om de mange forskellige skriveteknikker, der findes med formålet at opnå større skriveglæde, uanset skrivebaggrund.

I sin bog “Flow Skrivning – Vejen til flydende skriveprocesser” står han på skuldrene af forskningsbaseret viden fra flere anerkendte professorer som blandt andre Peter Elbow og Robert Boice, og han er den eneste, der tilmed har mikset den med Mihaly Csikszentmihalyis flowteori.

Og nu: Tæl til 5!

 

Del dine tanker